Named after a region deep in the fjords of southwest Norway, Ryfylke is dedicated to creating slow erosions of sound, the gradual scaping away of a solid landscape by wind and rain, ice and seawater. Sten Ove Toft collects sounds, dirtying them up on old cassette machines and processing equipment, while Stian Skagen breaks them down into scintillating digital forms. Taking up a side of this 12" vinyl apiece, "Nuema Brister" and "Morild" are two starkly protracted geological eruptions that seem to bring with them the resonating fury of the earth beneath our feet. Glowing pillars of lava rise up, geysers of boiling white water tear up the rock. What's remarkable, however, is the level of control with which such effects have been brought about.
(KEN ROLLINGS, THE WIRE)




The previous release by Ryfylke, 'Boknafjord' (see Vital Weekly 463) was hailed by me as a fine cross-over between the Merzbowian noise and the world of electro-acoustics. Now Stan Skagen and Sten Ove Toft come up with a new work, this time on LP, and me wonders if that would go well (I'm reviewing from a CDR here), considering the wide dynamics their music has. Both musicians play around with laptops, filling it with field recordings, of whatever nature and create from scratch, from zero, from silence a long storm of drones. Apparently unnoted things built up until they fly away and you'll find yourself in a hurricane of sound, but just as easily, they take matters back in control and everything is quiet again. Perhaps a CD release would have been a better idea, but maybe it works well, who knows. This is nevertheless some dam fine music. Very intelligent noise!
(FRANS DE WAARD, VITAL WEEKLY)




IN DANISH - TRANSLATION IN PROGRESS
I 2004 vakte Oslo-duoen Ryfylke berettiget succes med debutalbummet Boknafjord, der med en filmisk blanding af glitches, reallyde, noise og droner fremmanede fjorden af samme navn. Og på deres anden lp holder Stian Skagen og Sten Ove Toft, som i øvrigt også har udgivet et digitalt koncertalbum på århusianske Noisejihads hjemmeside, sig i hvert fald delvist til det maritime tema.

Ifølge Nudansk Ordbog er morild ”et lysfænomen i havvand, som frembringes af planktonorganismer”. Og lægger man ører til det 19 minutter lange nummer, der bærer denne titel og fylder lp’ens ene side (der er bevidst ikke markeret a- eller b-side på udspillet), kunne navnet ikke være mere passende. Det er nemlig en uhyre fortættet og suggestiv lydfilm, hvor alt synes at foregå på syv favne vand. Over fjerne droner udsættes man for en række bittesmå, knitrende energiudladninger, der imiterer de mikroskopiske organismers samme – og lidt længere henne dukker en dyb rumlen op, man i første omgang fortolker som lyde fra en af de kæmpehvaler, der som bekendt lever af krillen. Muligvis også cirklende klapmydser eller sæler. Men måske er det blot spændingen, der samler sig og eskalerer, for i hvert fald føres man igennem et regulært tordenvejr, der enten kan læses som selve lysglimtet eller bræer, der smelter af og tordner nede under vandet. Og denne torden lægger sig aldrig helt, men duver frem og tilbage med næsten rytmiske mellemrum gennem resten af kompositionen, hvor den følges på vej af en til tider ret intensiv elektronisk knitren. Det hele er fornemt opbygget. Til tider næsten statisk – og så alligevel. For ligesom at der i hver eneste dråbe i havet myldrer af kendt og ukendt mikroliv, står Ryfylkes lydbilleder aldrig stille. Det kan bare virke sådan. Og selvom deres form kræver et bredt lærred for at fungere, er den i virkeligheden uhyre kompakt.

Det samme kan siges om side 2, ”Nuema Brister”, som synes at foregå i et beslægtet maritimt landskab efter lidt samme recept, selvom jeg ikke her har været i stand til at opspore titlens nærmere betydning. Også her veksles der virtuost mellem stillestående elementer – droner og jævne, til tider forvrængede pulseringer – og mere bratte eller ekstreme noise-elementer, som anvendes med en mere poetisk end chokerende effekt. Efterhånden opbygges der en tordnende lydbølge, der alligevel har et roligt øje inde i sig, og som imponerer med sit rum og sin detaljerigdom. Således dukker der – som en art konstant – et spagfærdigt morsesignal op mellem bølgetoppene, der synes at komme fra en meget lille fiskekutter, der er fanget under uhyre ekstreme vejrforhold. Og så pludselig – efter adskillige minutter under larmende malstrømme og brådsøer – er det som om, at man synker ned under havoverfladen og hører tumulten fjernt i baggrunden sammen med en tudende færge, der stadig kæmper for livet et sted deroppe. Til sidst er der så den ildevarslende ro, hvor vraget med en hul, metallisk skurren finder sin permanente plads i den våde grav. Fejende flot eksekveret – og en lydfilm af den slags, der ikke kalder på billeder. Den siger alt i sig selv.

Og det er det, Ryfylke til syvende og sidst kan bedre end nogen: skabe lydfilm. Gruppens arbejdsmetoder er ikke ubetinget originale, men de bruger dem med mål, fantasi og konsekvens. Endda til at skabe et album, der tager sig ud som et naturligt supplement til Boknafjord – og dermed former omridset af et endnu større værk, hvis fulde omfang endnu er ukendt – men også er fængslende lytning i sig selv. To søstykker i særklasse.
(STEFFEN B. PEDERSEN, GEIGER.DK)





IN FINNISH (WE HAVE NO IDEA WHAT THIS MEANS - IS THERE ANYONE OUT THERE WHO COULD TRANSLETE THIS FOR US?):
Harvoin sitä joutuu muutaman kerran arvostelulevyä kuunneltuaan kirjoittamaan yhtyeelle ja kysymään - hieman provosoidenkin - että pidättekö itsekään levyltä kuuluvia ääniä musiikkina. Saatekirjeessä norjalaiskaksikko Ryfylke kartoittaa yhtyeen lähestymistapaa musiikkiin seuraavasti: Toinen puoli duosta kerää ääniä ulkoa analogisista lähteistä, joita sitten muokataan digitaalisesti ”valtamerimäisiksi liikkeiksi, jotka kasvavat sekamelskaksi brutaaleja käänteitä ja kerroksiksi äänimuureja”. Toinen puoli keskittyy digitaalisiin kiertoääniin, datatiedostoihin ja numeerisiin koodeihin, jotka kasataan kerroksiksi virhesignaaleja.

Analogisten äänten rikkomiseen keskittyvä Sven Ove Toft vastasi kysymykseeni pitävänsä yhtyeen ulosantia musiikkina, vaikka ero musiikin ja taiteen välillä onkin hänen mukaansa niin pieni, ettei sillä ole enää väliä. Ryfylken ääniä saa pitää taidemusiikkinoisena, kokeilevana musiikkina tai pelkkinä äänivalleina; hienointa on se, että positiivista palautetta on tullut sekä metallifaneilta että korkeantaiteen ystäviltä, hän kirjoittaa.

Itselleni yhtyeen edustama genre on lähes oudoksuttavan vieras, mutta pitäisin silti kuulemaani musiikkina. Tuntien studioimprovisaatioiden tuloksena syntyneistä kahdesta kappaleesta ei erota instrumentteja, rytmejä saati melodioita, mutta silti se kuulostaa musiikilta. Ryfylken äänissä on vahva lataus tunnelmaa, joka kasvaa vähitellen ja kuvaillun kerroksittain.

Levy koostuu kahdesta 20 minuutin osasta. Ensin kuultava Morild kasvaa rauhallisesti ennen loppuminuuttien ääniaalloilla käytävää kinastelua. Silmät kiinni ja tarkasti kuunnellen Ryfylken luomat mielikuvat vilisevät tuttuja paikkoja: kaupungin kauneutta, katkonaisia muistoja ja mielipiteitä - ja jokaisella kuuntelijalla varmasti omanlaisin tavoin. Nuema Brister on kappaleista tasapaksumpi ja myös häiritsevämpi. Hiljaisella äänentasolla kuunnellessa äänet kasvavat omassa rauhassaan taustalla, mutta voimakkaammalla volyymilla kappaleista voi saada jo hyvin väkivaltaisiakin piirteitä esille.

Minulle Ryfylke on tutustumislevy uuteen tyylilajiin, joten en osaa vertailla sen vahvuuksia tyylilajin aiempiin suorituksiin. Joka tapauksessa, kyseessä on pysäyttävä julkaisu ja loistava vaihtoehto yksinäisiin kuunteluhetkiin.
(TEEMU LAMPINEN, NOISE.FI)

Frå eit menneskeleg eller økologisk synspunkt var Electrical Bonding ein postapokalyptisk skrekkvisjon, ei verd blotta for organisk materiale. Men maskinsamfunnet den skildra var likevel harmonisk og velfungerande; vognene trilla av garde i dei rette spora, kranene svinga seg grasiøst i dei livgivande strålane frå enorme lyskastarar. Dei overveldande, kaotiske naturlydane som har blitt Ryfylke sitt varemerke og mest effektive våpen står i ein katastrofal kontrast til denne industrielle idyllen -- ”Morild” kan i starten høyrest ut som bonusmateriale frå Electrical Bonding, det vil seie som lyden av føremålsretta maskinell aktivitet, men etterkvart merkar ein at her er ein viss malfunksjon å spore: elektrisk spraking, during frå ledningar som har blitt rivne ut av kontaktane sine; og endeleg, etter elleve minutt, slår lynet bokstavleg tala ned. Ein ser føre seg regn som veltar ned frå himmelen og kortsluttar alt som finst av elektriske kretsar -- gneistane sprutar, konstruksjonane kollapsar, og eit lite minutt seinare ligg teknologien og vrir seg i stillferdige dødskramper, medan eit svakt ekko av torden kan anast i det fjerne. Innanfor denne tolkingsramma kan b-sida, ”Nuema Brister”, lesast som eit teknologisk kontraangrep; dei første minutta er igjen eit ekko av Electrical Bonding, men ingen harmoni blir gjenoppretta, i staden veks sporet sakte og gradvis forbi grensene sine til eit inferno av dysfunksjonalitet, ein eksplosjon i sakte film, og mot slutten høyrer ein berre spøkelsesaktige gjenklangar av postindustrielle hyl, som om naturen har fått hemnen han/ho var ute etter og deretter forlate slagmarka.

Når det gjeld utviklinga frå Boknafjord til Morild / Nuema Brister er det klart at sistnemnde ikkje representerer nokon revolusjon, for virkemidla er stort sett dei same som før (stormfulle feltopptak vs. laptop-algoritmar), men like klart er det at Toft og Skagen har blitt flinkare til å utnytte desse. Oppbyggingane på debutplata kunne av og til virke litt planlause og statiske, med klimaks der intensitet var det einaste prinsippet. I dag er duoen mellom anna flinkare til å konsekvent utnytte stereolyden sitt potensiale for å skape romlege illusjonar, tordenskralla blir kasta veggimellom og høyrest dermed meir organiske og overveldande ut, og det same kan eigentleg seiast om heile lydbiletet deira. Ein konsert med Ryfylke er visuelt sett framleis ei stilleståande laptop-affære, men samanlikna med svært mykje anna noise som blir laga ved hjelp binær talknusing og andre digitale operasjonar er musikken til Toft og Skagen nesten sjokkerande levande og dynamisk, ei suveren avvising av heile den tradisjonelle opposisjonen mellom natur og teknologi -- eg har rett nok framstilt Morild / Nuema Brister som ein dødeleg duell mellom dei to, men det er ei tolking som berre gir meining om ein les plata som ei bok; det som gjer Ryfylke til stor musikk er at dei lukkast i å forvandle denne destruktive fiendskapen til ein produktiv symbiose.
(VEGARD BAKKE BJERKEVIK, HISSIG.NO)





IN NORWEGIAN (translation in progress):
-Ryfylke debuterte med albumet Boknafjord i 2004. Siden den gang har duoen (Stian Skagen og Sten Ove Toft) gitt ut et par live-album, samt holdt en rekke konserter rundt om i Europa.

Tidlig i 2006 slapp Ryfylke dette albumet, Morild/Nuema Brister. Et album som lydmessig har mange fellestrekk med debutalbumet med sin miming av utagerende og voldsomme naturfenomener. Albumet består av to omfangsrike spor som spenner fra dvelende og mørke toner til lyder av mer fri og støyete art, og som begge inkorporerer digital elektronikk på en særdeles gjennomgripende måte.

Første spor ut, Morild, åpner med svak knitring og brummende strømsignaler, som siden eskorteres av vedvarende susing og dunkle toneflak. Lydene bygges forsiktig opp i flere lag som alternerer i tetthet og størrelse, og som langsomt bygger seg opp i intensitet utover i stykket. Halvveis ut i sporet får knitter og sus selskap av konkrete lyder i form av uregelmessig banking og ballongaktig knaking, før digitalt behandlet torden på voldsomt vis trenger seg inn i lydrommet og forandrer stykkets karakter henimot det urovekkende og støyende. Dette før lydmassene forsøksvis temmes og en hinne av mer nøytral spraking draperer de tettvevde tordenstøtene og toner det hele ned.

I likhet med artister som blant annet Francisco Lopez bygger Ryfylke opp lydstrukturer med utgangspunkt i konkrete lyder. Men der førstnevnte gjerne bruker stillhet og krappe brudd som organiserende elementer, søker Ryfylke å jevne ut materialet slik at overgangene mellom de ulike momentene glir organisk - om enn av og til noe bryskt - inn i hverandre. Dette kommer godt frem i den droneorienterte Nuema Brister - albumets andre og siste spor - som, slik det foregående også maktet, er i stand til å formidle noe stort og mektig med basis i konkrete lyder, samtidig som den klarer å balansere disse kreftene på en måte som åpner for uforutsette og ikke minst friksjonsvennlige kombinasjoner.

Her svever seige toner gjennom store rom ledsaget av ørsmå knitrelyder og vibrerende susing som av og til beveger seg mekanisk i sløyfer. Disse veves sakte men sikkert inn i hverandre med stadig større styrke, for deretter å splintres i stykker av uregjerlige støyflak, før en pulserende sky av lyd smyger seg gjennom energistormen og frembringer en dempet avslutning.

Albumet som sådan bærer preg av å være gjennomarbeidet og konstruert med omhu, og er sammenlignet med Boknafjord mer helhetlig og gjennomført, uten at sistnevnte av den grunn er kvalitetsmessig svakere. Begge album er solide på hvert sitt vis og sammenfaller begge med Ryfylkes overgripende prosjekt: en nærhet til værfenomener, elektroniske avvik og støy.
(MORTEN NORMANN, GROOVE.NO)